MINE OPLEVELSER:

Torbisterne er en familie af Biller, hvoraf der i Danmark er registreret 82 arter. De nært beslægtede familier Geotrupidae, som omfatter vore 5 arter af Skarnbasser, og Trogidae, Uldtorbister, som der findes 3 arter af, regnes også med under torbister... Og ja, Bolboceratidae-familiens enlige art, Trøffeltorbisten, skal da heller ikke glemmes...

En stor del af arterne hedder Møgbille til "efternavn"... så kan man jo selv tænke sig til, hvor de foretrækker at opholde sig. Nogle af dem betragtes som "skadedyr," et ord jeg mener er misvisende, for hvad giver os retten til at betragte et andet levende væsen som skadeligt, når vi selv bor i et glashus...
Det mest kendte "skadedyr", for nu at holde os til et sprog, som lægmænd kender, må næsten være Gåsebillen, som hvert år optræder i store mængder i min græsplæne.... til glæde for de insektædende fugle forøvrigt... og græsset gror sgu' endnu, så helt slemme kan de vel ikke være...

​

Jamen, så lad os starte med den lille, blandt konventionelle haveejere, udskældte Gåsebille. Den kan som nævnt i indledningen optræde i vilde mængder, og det ser næsten ud til, at de på én eller anden måde, er i stand til at koordinere deres tilsynekomst på én og samme dag. Så kan man opleve dem sværme hen over græsplænen, og det hele ender i rent bunkepul. 
Dette orgie af mad tiltrækker de insektædende fugle, ikke mindst stæren og dens unger nyder godt af de små proteinbomber.
Min egen lille teori (og den passer sikkert ad H til) er, at den koordinerede masseoptræden er en teknik til, at så mange som biller som muligt undgår at blive ædt, og således kan videreføre arten.
Og videreførslen foregår jo så under de fine græsplænetæpper, hvor larverne æder løs af græsrødderne inden de forpupper sig i efteråret, og ringen sluttes næste sommer, når de nye, klækkede Gåsebiller kravler frem en dejlig junidag...